Hyldeblomstsaft, lav det, drik det, nyd det! ♥

Hyldeblomstsaft, lav det selv, drik det, nyd det! ♥  - hejmagi.blogspot.com - @juliemakes

En af de ting jeg, også, elsker ved sommeren, er hjemmelavet hyldeblomstsaft. Vi laver det hver år i juni og hvert år, når vi når foråret, begynder vi allerede at glæde os til, at det er tid til hjemmelavet frisk hyldeblomst saft igen

I år var det min mand der mindede mig om det. "Er det ikke snart tid til at lave hyldeblomstsaft igen?" spurgte han. Han er sød og dejlig min mand. Ham har jeg været heldig med.

Så da jeg i forrige weekend havde spottet hyldeblomster i fuld flor, så var det tid. 

Det viste sig dog, at det var lige tidligt nok, der var mange blomster der ikke var sprunget ud endnu, så vi fandt kun lige nok blomster til en portion. Så nu er det nok rettere tid til det, hvis du også vil lave nogle af de søde, blomsterdråber, til at peppe vandet lidt op her henover sommeren. 

Jeg havde lillefisen bag på cyklen og min mand gik med vores hund Otto. Det var en sand kærligheds-udflugt lige efter mit hjerte. Og mindsandten om ikke der var en masse markblomster man lige kunne plukke lidt af. Hvilken fryd! Mit hjerte var ved at flyde over af glæde. Hvis du vil, kan du læse om mit forhold til pluk-selv-blomster her.

Ingredienser:
30 store skærme hyldeblomster
750 gram sukker, gerne en blanding af brun farin og rørsukker, det giver så god smag, almindeligt sukker kan nu også bruges
3 økologiske citroner
2 liter vand

Evt. atamon til at skylle glasflaskerne med inden saften bliver hældt på.

Fremgangsmåde:
Klip de største stængler af blomsterne, da de giver en lidt bitter smag, vi gerne vil undvære, og kom i en stor skål.

Riv skallen af en af citronerne og hæld over blomsterne. Skær citronerne i skiver og pres lidt af saften ud over blomsterne inden skiverne ligges ned i skålen sammen med.

Kom sukker og vand i en gryde og varm op, indtil al sukkeret er opløst. Hæld sukkervandet over blomsterne og lad det køle ned.

Sæt skålen i køleskabet i 3-5 dage, så blomsterne kan trække og vandet få smag derfra.

Si saften igennem et viskestykke i en si, og hæld på glas. Skyl evt, glassene med atamon inden saften hældes på.

Bland op med vand, drik og nyd ♥

Tip! Du kan også komme noget af saften i en isterningebakke, så er det nemt lige at smutte et par isterninger ned i en kande med koldt vand en dag hvor solen skinner, og vandet vil stille og roligt få smag fra hyldeblomst-isterningerne. Mums.

Hyldeblomstsaft, lav det selv, drik det, nyd det! ♥  - hejmagi.blogspot.com - @juliemakes

Jeg havde hjælp til at klippe stænglerne af blomsterne, og lillefisen synes kaffekapsler var en passende ingrediens i saften. Jeg var dog ikke helt af samme mening og fiskede dem op, da hun ikke så det ☺

Kommentarer

Populære indlæg